Rejser til

Syditalien

Syditalien

Syditalien - langsommere dage, større smag

Der er noget særligt over Syditalien. Noget varmt, levende og umiddelbart. Her er dagene lidt langsommere, måltiderne lidt længere, og mødet med lokalbefolkningen lidt mere hjerteligt. Landskabet veksler mellem olivenlunde, bjergsider og det klareste hav - og uanset hvor man kommer frem, føles det som om, tiden er på ens side.

Historien er altid tæt på. Den mærkes i stemningen på byens torve, i de forvitrede mure og i de UNESCO-beskyttede steder som Agrigento og de ikoniske trulli-huse i Alberobello. Men det er ikke kun fortiden, der gør indtryk - det gør hverdagen også. Den lever i gadelivet, i duften af tomater, og i håndtrykket fra en vinbonde, der stolt vil vise sin kælder frem.

Køkkenet er ærligt og rustikt. Her er det råvarerne, der taler. Pizza fra Napoli, grillet fisk ved havet, fyldte grøntsager og citroner, der altid smager som sommer. Alt sammen serveret med stolthed og uden de store armbevægelser.

En rejse gennem Syditalien er en rejse ind i kontraster: Det vilde og det varme. Det storslåede og det nære. Det er her, man finder en særlig ro og en lyst til at komme tilbage. For at udforske mere og genopdage de italienske skatte igen.

Hvad skal man se i Syditalien

Syditalien er indbegrebet af afslappet ferie og ’la dolce vita’, men bunden af Støvlelandet er også en skatkiste af spændende oplevelser. Udforsk Pompejis velbevarede ruiner, hvor tiden har stået stille siden Vesuv-vulkanens udbrud i år 79, eller besøg Matera, der er berømt for sine ældgamle huleboliger. Amalfikystens dramatiske klipper og farverige klippebyer som Positano og Ravello er garant for nogle af Middelhavets mest betagende udsigter, mens Apulien nede i den italienske støvlehæl lokker med Alberobellos hvidkalkede trullihuse, ægte italiensk feriestemning og olivenlunde, så langt øjet rækker.

På Sicilien, Middelhavets største ø, kan du opleve gamle græske templer i Agrigento, byzantinske mosaikker i Palermo og Etna – Europas højeste aktive vulkan. Øerne Ischia, Procida og Capri er også populære feriedestinationer her i det italienske syd, hvor de ligger og funkler i bugten ud for en anden fascinerende oplevelse; Napoli, hvorfra arkitektur- og madinteresserede aldrig vender skuffede hjem. Også den frodige Sorrento-halvø og Calabriens betagende strande er gode grunde til at vælge Syditalien som et af dine næste rejsemål.

Det lokale køkken i Syditalien

De kulinariske traditioner er altid en essentiel del af ferien i Støvlelandet, og Syditalien er bestemt ingen undtagelse. Her kan du i pizzaens fødeby Napoli dufte den friske basilikum, tomat og mozzarella, mens de fladbundede margheritaer bages rundt om i byens traditionelle stenovne. Og nu vi er ved mozzarellaen kan du her i Syditalien også smage den kendte mozzarella di bufala, som fremstilles af bøffelmælk og smager himmelsk sammen med solmodne tomater og basilikum i en enkel caprese-salat.

På Sicilien afspejler maden øens brogede historie med arabiske smagsnuancer i søde cassata-desserter og de friterede arancini-risottokugler. I Apulien kan du spise orecchiette-pasta, ofte serveret med broccolini, mens Calabrien er berømt for sine peberfrugter og pikante nduja-pølse, som gerne smøres på sprøde brød. Overalt i Syditalien finder du desuden fantastiske fiskedelikatesser, der med fordel kan nydes med nogle af regionens fremragende vine som Primitivo fra Apulien, Nero d'Avola fra Sicilien og Fiano fra Campania.

Kultur i Syditalien

Hvis du stiller skarpt på kulturen under din ferie i Syditalien, vil du hurtigt opdage, hvordan de gamle grækere, arabere og romere alle har sat deres aftryk på regionerne. Her kan du opleve græske templer i Paestum, romerske ruiner i Pompeji og Herculaneum, normannisk arkitektur i Palermo samt imponerende barokfacader i Lecce. Derudover er Napoli kendt for sine operatraditioner, mens den traditionelle tarantella-dans, primært fra Calabrien og Apulien, fortsat danses, selvom man formentlig har erfaret, at den ikke kan kurere bid fra fugleedderkopper, som ellers var dens oprindelige formål.

Maden og vinen er selvfølgelig også vigtige elementer i syditaliensk kultur, og det passer perfekt sammen med den afslappede la dolce vita-livsstil – det søde liv – hvilket også kommer til udtryk gennem begrebet ’dolce far niente’ – sødmen ved at gøre ingenting. Syditalien er også kendt for de mange årlige festivaler og religiøse fejringer som Festa di San Gennaro i Napoli til ære for byens skytshelgen, og generelt spiller påskefejringerne også en vigtig rolle, især på Sicilien og i Apulien.

Transport i Syditalien

Tognettet forbinder de større byer, eksempelvis fra Napoli til Sicilien, mens lokale busser kører ud til de små landsbyer bjergene og langs kysterne. Napoli har et særligt metrosystem, hvor stationerne er prydet med kunst som små underjordiske museer, og ved kysten sejler færger mellem fastlandet og øerne Capri og Ischia, hvor udsigten over havet gør selve turen til en stor del af oplevelsen.

Hvornår er det bedst at rejse til Syditalien

Både i foråret og i efteråret byder Syditalien på behagelige temperaturer, moderate turistmængder og billedskøn natur. I løbet af foråret bliver landskaberne frodige og blomstrende, mens efteråret frister med varmere nuancer og begyndende vin- og olivenhøst. I foråret er der også en masse kulturelle festivaler, særligt omkring påske, hvor århundreder gamle traditioner vækkes til live i gaderne. I efteråret afholdes der madfestivaler rundt om i Syditalien, blandt andet i Apulien, hvor du kan smage sæsonens råvarer.

Både foråret og efterår egner sig godt til strandferie og daseri under solen, og det samme er naturligvis tilfældet om sommeren, hvor temperaturerne er højest. I vinterperioden er der færrest besøgende i Syditalien, hvilket giver en mere autentisk fornemmelse af især de større byer som Napoli og Palermo.

Vejret i Syditalien

Syditalien nyder godt af det klassiske middelhavsklima, der byder på lange, solrige somre og milde, kortere vintre. Sommermånederne bringer gennemsnitstemperaturer på 28-32°C og nogle gange op over 35°C, særligt i indlandet. Kystområderne nyder godt af havbrisen, der mildner varmen, mens bjergområderne kan være køligere, selv i højsommeren. Badesæsonen strækker sig hele vejen fra maj til oktober med havtemperaturer, der ligger behageligt mellem 20-26°C.

Vinterperioden er mild ved kysten med temperaturer på 8-15°C og sjælden frost, mens højere beliggende områder kan opleve koldere vejr og endda sne. Regn falder hovedsageligt i vinterhalvåret, mens sommeren er præget af lange perioder uden nedbør. Efteråret kan overraske med pludselige, kraftige regnskyl, særligt i oktober-november. Syditaliens berømte lys – det klare, gyldne sollys der har inspireret malere gennem århundreder – er særligt betagende i forårs- og efterårsmånederne.

Er det sikkert at være i Syditalien

Syditalien er generelt en sikker destination for rejsende. Som på enhver turistdestination forekommer lommetyverier og småsvindel, særligt i overfyldte områder som markeder, togstationer og populære turistattraktioner. I storbyer som Napoli bør du være ekstra opmærksom i visse kvarterer, især efter mørkets frembrud, men vores erfarne rejseleder vil naturligvis informere alle vores gæster om de forbehold, der er værd at tage.

Som alle andre steder i Italien skal man koncentrere sig, når man bevæger sig rundt i trafikken, da italienerne har fart på bilerne og ikke holder sig tilbage fra at bruge dythornet. Sundhedsmæssigt er standarden høj med gode hospitaler i de større byer, og mest af alt bør du huske solcreme, hat og rigeligt med vand, særligt i sommermånederne, så du bedst garderer dig mod solen.

Shopping og markeder i Syditalien

Syditaliens markeder er festfyrværkerier for sanserne, hvor lokale råber højt, alverdens dufte finder vej til dine næsebor, stemningen sprudler og der forhandles på livet løs mellem ekstroverte sælgere og tilbudsjagtende besøgende ved de små stande. Napolis Mercato di Porta Nolana og Palermos Ballarò er spændende oplevelser med fiskere og lokale bønder, der sælger dagens fangst og høst med højlydt passion. Her finder du sæsonens bedste råvarer – fra citrusfrugter i alle afskygninger til lokale oste og alt godt fra havet. Det er den slags markeder, der er de rigtige steder at tage hen, hvis du rigtig vil mærke den syditalienske puls.

Markederne er også gode steder at købe noget lokalt kunsthåndværk. Det kan være keramik fra Amalfikysten, papmachékunst fra Lecce eller håndmalede figurer fra Sicilien. I de større byer finder du også elegante butiksgader som Via Toledo i Napoli og Via Libertà i Palermo med italienske designermærker. Og med hensyn til smagsoplevelser er limoncello, oliven og sicilianske småkager blandt de mest oplagte bud.

Strande i Syditalien

Syditalien er rigt på kridhvide strande og betagende klippekyster. Amalfikysten byder på smukke strande omgivet af klipper, der skyder nærmest lodret op fra det klare vand, hvor eksempelvis Marina Grande i Positano med de mange farverige parasoller er blandt de mest populære. Både Apulien og Calabrien – regionerne i henholdsvis støvlehælen- og spidsen – frister med dejlige paradisstrande, eksempelvis Pescoluse-stranden, kendt som ’Salentos Maldiverne’, på Salentohalvøen samt det turkisblå vand og bløde sand ved klippekystbyen Tropea.

Siciliens strande varierer fra den hvide sandstrand ved San Vito Lo Capo over middelalderbyen Cefalùs klare vand til den særprægede Scala dei Turchi, hvor hvide kalkklipper former naturlige terrasser ned mod havet. Oplev også de idylliske bugter og klippestrande med udsigt over Det Tyrrhenske Hav ved Marina di Maratea, og ellers handler det bare om at drage ud mod kysten og selv vælge et spot langs de kilometervis af smukke kyster.

Syditaliens ældre historie

Mange civilisationer har gennem årtusinder efterladt deres spor i det lune Syditalien. De gamle grækere koloniserede kysten fra 8. århundrede f.Kr. og etablerede storslåede byer som Siracusa på Sicilien og Paestum nær Napoli, hvis velbevarede templer står tilbage som imponerende symboler på deres storhedstid. Romerne overtog gradvist kontrollen og udvidede infrastrukturen med veje, akvædukter og byer som Pompeji og Herculaneum, hvis tragiske skæbne under Vesuvs udbrud i år 79 har efterladt dem som velbevarede tidskapsler.

Efter Romerrigets fald blev Syditalien formet af et væld af forskellige kulturer. Byzantinere medbragte østlig indflydelse, araberne forvandlede Sicilien gennem nye landbrugsmetoder og arkitektur, normannerne skabte økonomisk og kulturel vækst, og under Frederik 2. af Hohenstaufen-dynastiet blev Syditalien et centrum for videnskab og kunst. Flere andre folkeslag har præget Syditalien frem til Italiens samling i 1861, og overalt findes bygninger, søjler og paladser til minde om fortidens kulturer.

Syditaliens nyere historie

I starten af det 20. århundrede led Syditalien under udbredt fattigdom og mangel på jobmuligheder, hvilket førte til en massiv udvandring. Mange syditalienere søgte et bedre liv i Norditalien, USA og Australien, og det fik en betydelig indflydelse på både den lokale økonomi og kulturen, da mange familier blev splittet. Under Mussolinis fascistiske styre fra 1922 til 1943 blev lokale kulturer og dialekter undertrykt, og mange oplevede forfølgelse. Mussolinis kamp mod mafiaen gik ofte ud over uskyldige mennesker, hvilket bare skabte yderligere spændinger.

2. Verdenskrig ramte hårdt med allierede landgange på Sicilien og ved Salerno i 1943. Efter krigen forsøgte regeringen at reformere jordsystemet, men man fik ikke gjort op med den økonomiske kløft mellem Nord- og Syditalien, der stadig kan ses i samfundet i dag. Selvom Syditalien i dag ikke er helt uden samfundsproblemer med bl.a. ungdomsarbejdsløshed og migration fra Afrika, har regionen oplevet opblomstring kulturelt og med turisme. Napoli gennemgik en bemærkelsesværdig forvandling i 1990'erne, mens UNESCO har kastet sin kærlighed på flere berømte steder i Syditalien.

Er der nogle naturoplevelser i Syditalien

Vesuv nær Napoli og Etna på Sicilien – Europas højeste aktive vulkan – tilbyder fascinerende vandremuligheder, hvor du kan udforske månelignende landskaber og nyde fantastiske panoramaudsigter over byer og glitrende hav. Cilento Nationalpark syd for Amalfikysten kombinerer bjergrige områder med uberørte strande og er hjemsted for den ældgamle græske by Paestum. Her finder du vandreruter i alle sværhedsgrader, der fører besøgende gennem duftende middelhavsvegetation med vilde orkidéer og sjældne plantearter.

Gargano-halvøen i Apulien huser Foresta Umbra – Skyggernes Skov – en ældgammel løvskov med krystalklare søer og rig biodiversitet. På Sicilien venter Zingaro-reservatet med klipper og skjulte bugter med turkisblåt vand, der kun kan nås til fods. Du kan også besøge Maratea i Basilicata, hvor bjergene møder havet i et spektakulært landskab, mens Pollino Nationalpark, Italiens største naturreservat, strækker sig over Calabrien og Basilicata med majestætiske bjerge, dybe kløfter og sjældne arter som den italienske ulv. Et sandt paradis for naturelskere og vandrere.

Galleri