Marrakechs ældre historie
Marrakech, den røde perle i Marokkos krone, blev grundlagt i 1062 af Youssef ben Tachfine, leder af Almoraviderne, der forenede Nordafrika. Byens strategiske placering ved foden af Atlas-bjergene og på randen af Sahara gjorde den til et naturligt centrum for handel mellem ørken, bjerge og kystområder. Navnet "Marrakech" stammer fra berbersproget og betyder "Guds land". Under Almoraviderne blev byen udstyret med imponerende befæstninger, vandingskanaler (khettara) og den første Koutoubia-moské. I 1147 erobrede Almohaderne byen og erstattede den oprindelige moské med den nuværende Koutoubia, hvis 77 meter høje tårn, minaret, stadig fungerer som byens vartegn og som et arkitektonisk mesterværk.
Det 16. århundrede bragte Saadi-dynastiet til magten, og under deres herredømme oplevede Marrakech en guldalder med opførelsen af El Badi-paladset, et storslået bygningsværk beklædt med guld, marmor og ædelstene. Saadier-gravene, et arkitektonisk vidunder med deres detaljerede stukarbejde og farverige fliser, vidner om denne æra. I 1669 overtog Alaouitter-dynastiet, som stadig regerer Marokko i dag, og under sultan Moulay Ismail blev hovedstaden flyttet til Meknès, hvilket indledte en periode med tilbagegang for Marrakech. Ikke desto mindre forblev byen et vigtigt religiøst og handelsmæssigt centrum, hvor karavaner fra Sahara mødtes med handlende fra Middelhavet.