Rejser til

Krakow

Krakow

Hvor historie, kultur og byliv mødes ved Wisła-floden

Krakow er en af Centraleuropas mest stemningsfulde byer, hvor middelalderens charme og moderne polsk livsstil går hånd i hånd. Den velbevarede gamle bydel, Stare Miasto, byder på brostensbelagte gader, gotiske kirketårne og farverige facader, mens det majestætiske Wawel-slot troner over Wisła-floden. På et af Europas største middelalderlige torve blandes duften af friskbagt pierogi med lyden af gademusikanter.

Byen er centrum for både kulturarv og ungdommelig energi, drevet af de mange studerende, der fylder caféer, barer og kunstscener. Bag de historiske facader gemmer sig et Krakow, der har rejst sig fra kommunismens greb til at blive en af regionens mest levende kulturbyer.

Oplevelserne spænder vidt - fra den atmosfærefyldte jødiske bydel Kazimierz med sine synagoger og kunstnerkvarterer til en stærk og tankevækkende dagstur til den tidligere koncentrationslejr Auschwitz-Birkenau. Her vidner de bevarede bygninger, barakker og mindesmærker om en af historiens mørkeste kapitler. Den nærliggende Wieliczka-saltmine tilbyder en helt anderledes, men lige så mindeværdig oplevelse, hvor underjordiske kapeller og kunstfærdige skulpturer er udhugget direkte i salt gennem århundreder.

Krakow er også en by for livsnydere. Her kan man smage alt fra traditionel zurek-suppe serveret i brød til hjemmelavet vodka og søde kager på hyggelige konditorier. Året rundt tilbyder byen noget særligt - fra sommerens festivaler til vinterens julemarked, hvor de historiske gader forvandles til et eventyrligt snelandskab.

Med Smilrejser oplever vi Krakow både gennem de ikoniske seværdigheder og de små detaljer, der giver byen sin sjæl. Det er en destination, hvor fortid og nutid mødes, og hvor den polske gæstfrihed gør, at man altid føler sig velkommen.

"Krakow er uden tvivl en af Europas smukkeste byer – og for historieinteresserede er det en guldgrube af fortællinger, arkitektur og stemning. Her folder historien sig ud i gaderne, på slotte, i kirker og museer, og man går derfra med nye perspektiver og et stærkt indtryk af Europas fortid."
Nikolaj
Rejseproducent & Forretningsudvikler
Hvad skal man se i Krakow

Når du går på opdagelse i Krakows UNESCO-beskyttede bymidte, er der meget, du skal glæde dig til at se. Her finder du bl.a. det imponerende Wawel Slot ved Wisla-floden, Europas største middelaldertorv Rynek Główny med den gigantiske Mariakirke og klædehallen Sukiennice, hvor håndværkere sælger deres fine varer.

Det jødiske Kazimierz-kvarter har bevaret sin særlige atmosfære med synagoger og caféer, mens du udenfor bykernen kan opleve Oskar Schindlers emaljefabrik, der blev udødeliggjort i Steven Spielbergs film Schindler’s List. Krakows underjordiske museum under hovedtorvet viser byens middelalderlige liv og betragtes som en bemærkelsesværdig oplevelse, og generelt skal du ikke gå langt i bymidten, der omkranses af den grønne Planty Park, for at opleve størstedelen af byens flotte seværdigheder.

Det lokale køkken i Krakow

Det lokale køkken i Krakow, og generelt i Polen, er kendt for sine velsmagende og fyldige retter. Pierogi, som er fyldte dejlommer med kartofler, ost, sauerkraut eller søde bær, er en national klassiker, som storbyer som Krakow har speciale i at tilberede. Det samme gælder den syrlige żurek-suppe, der traditionelt serveres i et udhulet brød, mens bigos, en kraftig ret med kål og kød, har været en polsk favorit i generationer. I den gamle bydel er der også rig mulighed for at prøve den traditionelle polske vodka zubrówka med sin særlige smag, der stammer fra bisongræsset i Białowieża-skoven

I Krakow er der også gode muligheder for at spise lækre polske pølser i alle afskygninger, kartoffelpandekagerne placki ziemniaczane, ostekagen sernik og mange andre polske specialiteter. Meget af det er ikke særligt specifik for Krakow, men byen bryster sig dog også af sine egne spiser såsom sin krakowski-bagel, lokale pølser og pulled pork-burgeren maczanka.

Kultur i Krakow

Krakow er en by, der emmer af kultur og historie, og dens indflydelse rækker langt ud over Polens grænser. Jagiellonian-universitetet er et af Europas ældste og har fostret betydningsfulde tænkere som astronomen Nicolaus Copernicus, der revolutionerede vores forståelse af solsystemet, og den berømte poet og nobelprismodtager Wisława Szymborska. MOCAK (museum for samtidskunst) præsenterer en bred vifte af værker, der både udfordrer og inspirerer, mens Nationalgalleriet i klædehallen Sukiennice udstiller klassiske polske mesterværker fra det 19. århundrede.

Krakow er også kendt for sin musikalske arv med eksempelvis Chopins værker, der ofte spilles i byens historiske bygninger. Byen er desuden året rundt vært for forskellige festivaler, der fejrer alt fra film og litteratur til jødisk kultur og jazz. I den jødiske bydel Kazimierz kan du udforske underjordiske teatre og gallerier i sidegaderne, hvor du kan møde kunstnerne og rigtig komme tæt på det ægte Krakow.

Transport i Krakow

Krakows historiske centrum er perfekt at udforske til fods, da du ubesværet kan vandre mellem prægtige kirker, hyggelige pladser og stemningsfulde caféer uden biltrafik. Her er det også værd at gå en tur i Planty-parken, der omringer hele den historiske kerne og i sig selv er et dejligt bekendtskab. Og når benene bliver trætte, er det nemt at komme rundt i byen med det effektive netværk af sporvogne og busser.

Hvornår er det bedst at rejse til Krakow

Selvom varmen ikke bliver helt så omklamrende på de varmeste tidspunkter af året som nede i Sydeuropa, kan sommeren godt blive varm i Krakow med temperaturer, der kan nå op på 25-30°C. Det er også her, at turistmængderne er størst, mens foråret og efteråret både byder på lidt mildere temperaturer og lidt mindre menneskemængder.

Om vinteren kommer der ofte et lag sne, der bare gør den gamle bydel endnu mere eventyrlig, end den var i forvejen, ligesom byens julemarkeder illustrerer polakkernes sans for at fejre julen med lækre julegodter, hjertevarme og hygge. Temperaturen ligger typisk under frysepunktet, så varmt tøj er en stærk anbefaling herfra, hvis du er afsted på denne tid af året.

Vejret i Krakow

Foråret starter køligt i marts med temperaturer omkring 5-10°C, men bliver gradvist varmere og kan nå op til 15-20°C i maj. Det er en tid, hvor parkernes planter og blomster springer ud, og hvor det hurtigt kan veksle mellem solrige og regnfulde dage. Sommeren er den varmeste tid på året, med gennemsnitstemperaturer mellem 20-25°C og nogle gange op på 30°C. Det er også den mest solrige sæson, selvom der stadig kan forekomme regnbyger.

I efteråret begynder temperaturen at falde fra omkring 15-20°C i september til 5-10°C i november, hvorfor det starter mildt og behageligt, men bliver koldere og mere regnfuldt, som vi nærmer os vinteren. Vinteren er kold, med temperaturer typisk omkring frysepunktet og nogle gange ned til -5°C eller lavere, hvilket betyder, at sne er ganske almindeligt, hvilket især ved juletid giver byen et eventyragtigt skær.

Er det sikkert at være i Krakow

Krakow er en sikker by at færdes i, men som i alle andre storbyer er det en god idé at gardere sig mod lommetyveri ved at opbevare værdigenstande smart, enten på kroppen eller hjemme i hotellets værdiboks. Heller ikke i nattelivet er der noget særligt at være på vagt over for, da du med din almindelige sunde fornuft ikke kommer til at gå galt i byen her. Den offentlige transport er pålidelig, sundhedsfaciliteterne er gode, og drikkevandet er sikkert. Hvis du tager en taxa, er det dog en god idé at sikre sig, at der er et taxameter, så du ikke bliver opkrævet mere, end hvad turen bør koste.

Shopping og markeder i Krakow

Shopping i Krakow byder på en spændende blanding af moderne indkøbscentre, hyggelige markeder og unikke butikker, der afspejler byens kultur og traditioner. Klædehallen Sukiennice på hovedtorvet er en renæssancebygning med boder, der bugner med polsk håndværk i form af bl.a. træskærerarbejde, ravsmykker og folkedragter. Hvis det er din smag, er det også en god idé at besøge indendørsmarkedet Hala Targowa-markedet, hvor du også finder et bredt udvalg af frisk frugt, grøntsager, kød og bagværk.

Byens største indkøbscenter Galeria Krakowska ved hovedbanegården rummer en masse internationale butikskæder, mens gaderne i det jødiske Kazimierz-kvarter er fyldt med lokale skræddere, kunstgallerier og finurlige lokalforretninger. I den gamle bydel kan du også slentre på gaderne Ulica Floriańska og Ulica Grodzka, hvor specialbutikkerne frister med chokolade, lædervare, keramik og meget andet.

Krakows ældre historie

Krakows historie begynder med en bosættelse omkring Wawel-højen i 900-tallet. Legenden fortæller, at Kong Krak grundlagde byen efter at have dræbt en drage ved Wislafloden – en historie der fortsat er del af byens identitet. I 1038 blev Krakow hovedstad i det polske kongerige, hvilket markerede begyndelsen på en periode med politisk og kulturel vækst. Under Kong Kasimir den Store i midten af 1300-tallet oplevede byen en guldalder med grundlæggelsen af Jagiellonian-universitetet i 1364, et af Europas første, samt mange andre betydningsfulde bygninger, der stadig pryder bybilledet i dag.

Middelalderens Krakow fungerede som handelscentrum, hvor købmænd fra Europa samledes på torvet Rynek Główny, og i 1500-tallet nåede byen sit kulturelle højdepunkt under renæssancen, hvor talrige arkitekter, kunstnere og videnskabsmænd kom til byen for at tænke vigtige tanker. Selvom hovedstaden blev flyttet til Warszawa i 1596, bevarede Krakow sin betydning som kroningsby for polske konger indtil 1734. Krakows historiske centrum har overlevet århundreder med krige næsten intakt, hvilket har sikret byen en plads på UNESCOs Verdensarvsliste, da byen i dag er som et levende museum.

Krakows nyere historie

Krakows nyere historie er en fortælling om modstandsdygtighed, forandring og kulturel genopblomstring. I 1939 blev Krakow besat af Nazityskland, men i modsætning til mange andre polske byer, der blev totalt ødelagt, forblev Krakows historiske bygninger intakte, ifølge beretninger fordi tyske embedsmænd betragtede byen som for værdifuld til at ødelægge.

Byens jødiske befolkning oplevede dog en tragisk skæbne under Holocaust, da den jødiske befolkning blev tvunget ind i en ghetto i byens Podgórze-distrikt, og mange blev senere deporteret til koncentrationslejre som Auschwitz. Efter krigen stod Kazimierz stort set forladt, og Oskar Schindlers fabrik, hvor hundredvis af jøder fandt beskyttelse, fungerer nu som museum over denne periode.

Efterkrigstiden bragte kommunistisk styre og industrialisering, og efter 1989 og kommunismens sammenbrud har Krakow gennemgået en markant udvikling. Byen har etableret sig som kulturelt og akademisk centrum med international tiltrækningskraft, og Kazimierz har genvundet sin status som kreativt distrikt. Udnævnelsen til Europæisk Kulturhovedstad i 2000 var med til at bringe byen tilbage på Europakortet som en af kontinentets mest kulturrige byer.

Er der nogle naturoplevelser i Krakow

Krakow tilbyder skønne naturoplevelser trods byens primære fokus på historie og arkitektur. Planty-parken omkranser den gamle bydel som en grøn ring og giver mulighed for afslappende gåture under gamle træer. Parken ligger, hvor de gamle bymure engang stod, og her kan du følge de smukke stier rundt om byen eller bare nyde denne grønne velkomst til Krakows kerne på den anden side.

Den botaniske have ved universitetet rummer over 5.000 plantearter og fungerer som en rolig oase i byen. Det er en af Polens ældste af sin slags, og den har også spillet en rolle i uddannelse og forskning, da den er en del af det historiske Jagiellonian-universitetet.

Galleri