
Dubrovnik
Dubrovnik
Langs Kroatiens sydlige kyst, hvor Adriaterhavet glimter i solen, rejser Dubrovnik sig som en af Europas mest ikoniske kystbyer. Her mødes fæstningsmure og havudsigt, historiske bygninger og hverdagsliv i en by, der både føles ældgammel og levende. Den gamle bydel er ikke et museum, men et sted, man færdes mellem torve og trapper, klostergange og caféer, hvor fortællingerne ligger tæt mellem stenene.
Med sine terrakottatage, brostensgader og dramatiske udsigter forstår man hurtigt, hvorfor Dubrovnik kaldes Adriaterhavets Perle. Her er stemningen tæt, varm og imødekommende. Man bevæger sig til fods op ad stejle smøger, langs havnefronten eller oppe på bymuren, hvor udsigten strækker sig fra tagrygge til horisont.
Når man rejser med Smilrejser til Dubrovnik, er der tid til at dvæle. Vores rejseledere kender både de ikoniske udsigtspunkter og de små baggårdscaféer, hvor hverdagslivet folder sig ud. Der fortælles historier om Ragusas storhedstid og vises vej til lokale perler, der ikke står i de typiske guidebøger.
Oplevelserne spænder fra sejlture til Elafiti-øerne og gondollignende bådfarter i solnedgangen til svævebaneturen op til bjerget Srđ, hvor man kan lade sig betage af udsigten. Og når dagen lakker mod enden, venter byens restauranter med friskfanget fisk, grillede skaldyr og lokale vine.

I Dubrovnik skal du først og fremmest se frem til at udforske den UNESCO-beskyttede gamle bydel, der ligger på en lille halvø i den sydøstlige del af byen. Den er som et levende museum med fine, sandfarvede bygninger og snævre stræder, indrammet af byens ikoniske og velbevarede bymure fra 1300-tallet.
Tag en slentretur ned ad hovedgaden Stradun, der er flankeret af smukke barokbygninger og et væld af butikker og spisesteder. Oplev seværdigheder som Sponza-paladset, katedralen, det prægtige Rektors Palads og Franciskanerklostret med dets ældgamle apotek fra 1317, der er blandt Europas ældste. Og gå en tur op på bymuren for at nyde udsigten over det azurblå Adriaterhav og byens rød-orange teglstenstage, som du måske genkender fra tv-serien Game of Thrones, hvor Dubrovnik ligger kulisse til King’s Landing.
Derudover skal du selvfølgelig også glæde dig til at slænge dig på strandene, der er blandt de bedste og smukkeste i Europa.

Dubrovniks køkken er en delikat blanding af middelhavstraditioner tilsat italienske og østeuropæiske indflydelser. Med sin placering helt ud til Adriaterhavet spiller friskfanget fisk og skaldyr hovedrollerne i retterne, der tilberedes enkelt og velsmagende med olivenolie, hvidløg og lokale urter. Prøv eksempelvis crni rižot (sort risotto med blæksprutte), som er en populær spise langs den kroatiske kyst, en muslingesuppe kogt med hvidvin, hvidløg og brødkrummer eller en såkaldt peka-ret, hvor kød og grøntsager tilberedes under en jernklokke dækket til med glødende kul.
Hvis du har smag for søde sager, skal du også glæde dig til Dubrovnik-klassikeren rožata. En crème brûlée-lignende dessert, der fås på hvert et gadehjørne i den smukke by, og som byder på en særlig blomsteragtig aroma grundet tilsætningen af den lokale roselikør rozalin. Og så kan du selvfølgelig også spise berømte oste fra øen Pag, søde pastarør kendt fra Ston-området og lufttørret pršut-skinke, serveret med et glas lokaldyrket vin fra de solrige skråninger på Pelješac-halvøen.

Dubrovnik har i århundreder været et epicenter for kunst, litteratur og videnskab, som alt sammen har fået lov at blomstre bag de beskyttende bymure. I dag er den årlige Sommerfestival, grundlagt i 1950, Dubrovniks kulturelle kronjuvel, når byen i 45 dage forvandles til Kroatiens festlige midtpunkt med fejringer af alt fra klassisk musik og dans til teaterstykker og kroatisk folklore i de gamle barokbygninger og rundt om på de åbne pladser.
Men Dubrovniks kultur kredser i høj grad også om den stolte maritime arv som gammel handelsby på kanten af Adriaterhavet. Det kan du lære meget mere om på byens spændende kulturhistoriske og maritime museer, der skildrer fortællingen om Republikken Ragusa, som var navnet på Dubrovnik, dengang byen var en decideret handelsstormagt i området. Derudover afspejles kulturen bl.a. også gennem den traditionelle linđo-dans med dansere klædt i farverige folkedragter samt lokale håndværk som kniplinghåndarbejde og smykkekunst.
Transport i Dubrovnik
Dubrovniks kompakte størrelse gør byen ideel at udforske til fods, særligt i den bilfri gamle bydel, hvis tætstående byhuse og snævre stræder er malerisk indrammet af historiske forter og den to kilometer lange bymur. Derudover kan du benytte dig af busser og taxaer til at begive dig rundt i byens øvrige kvarterer, ligesom der er gode bådforbindelser, hvis du vil ud at besøge nogle af de nærliggende øer ud for byen.
Hvornår er det bedst at rejse til Dubrovnik
Højsæsonen fra juni til august byder på masser af solskinstimer, badevand på 25°C og et pulserende byliv med festivaler og udendørsarrangementer. Her er antallet af besøgende i byen også på sit højeste, særligt når krydstogtskibene lægger til, mens antallet af mennesker er lavere i maj/juni og september/oktober, selvom du stadig kan forvente behagelige temperaturer og et skinnende blåt hav, der egner sig perfekt til friske dukkerter.
Dubrovnik er med andre ord en herlig by at besøge, uanset om du rejser i foråret, om sommeren eller i efteråret. Men faktisk har vintermånederne også deres egen charme, når julen flytter ind i den gamle middelalderby, der polstres til med julelys, gadepynt og boder fyldt med smykker, lune drikke og kroatiske lækkerier.
Vejret i Dubrovnik
Dubrovnik nyder godt af et klassisk middelhavsklima med lange, varme somre og milde vintre. Fra juni til september hersker solen med temperaturer mellem 25-30°C og havtemperaturer, der indbyder til svalende svømmeture. Juli og august er de varmeste måneder med temperaturer på op mod 35°C, og med over 2.500 solskinstimer årligt er Dubrovnik kendt som en af Europas solrigeste destinationer. Samtidig er byen med sin placering helt ud til kysten begunstiget med havvinden, der på disse kanter er kendt som maestral, og som virker dejligt nedkølende på de varme sommerdage.
Vintermånederne fra november til marts har dagtemperaturer på 10-15°C. Regn forekommer hovedsageligt i vinterhalvåret, ofte som korte, kraftige byger, mens foråret og efteråret byder på behagelige temperaturer omkring 20°C – perfekt til udflugter og afslappende slentreture rundt i byen.
Er det sikkert at være i Dubrovnik
I Dubrovnik er befolkningen imødekommende og vant til besøg fra hele verden. Her er sikkerheden høj, og kriminaliteten begrænser sig i langt de fleste tilfælde til små lommetyverier af den slags, som man altid skal have et øje for, når man rejser til populære feriedestinationer. Om aftenen er den gamle bydel veloplyst og livlig, hvilket giver en tryg atmosfære for gåture både om dagen og om aftenen. Sundhedsvæsenet er moderne og veludviklet, så hvis uheldet er ude, kan du roligt forvente at blive taget godt hånd om.
Shopping og markeder i Dubrovnik
Dubrovniks gamle bydel er et slaraffenland for rejsende, der holder af at shoppe på ferien. Her kan du slentre på den 300 meter lange hovedgade Stradun med afstikkere ned ad de snævre sidegader, der byder på et rigt udvalg af caféer, restauranter og butikker med alt fra små lokalforretninger til berømte designbutikker. Kig dig om efter håndlavede kniplinger fra den nærliggende Konavle-dal, lokale likører, fine Dubrovnik-smykker og kroatiske delikatesser som trøfler og olivenolie.
Det er også værd at slå et smut forbi markedet på Gundulićeva Poljana-pladsen, hvor de lokale hver dag sælger alt fra frisk frugt og grønt til krydderier, håndsnittede souvenirs, keramik og farverige tekstiler. Det er en både skøn og autentisk oplevelse at mærke stemningen mellem de mange boder, blande sig med de lokale og eventuelt tage imod en smagsprøve eller to fra de venlige sælgere.

Et af Dubrovniks helt store trækplastre er de berømte strande, der ligger og smyger sig langs den maleriske kystlinje udenfor byen. Banje Beach, kun få minutters gang fra den gamle bydel, er den mest kendte, og her kan du krydre solbadningen og svømmeturene i Adriaterhavets krystalklare vand med udsigter til Dubrovniks gamle bymure og øen Lokrum. Lidt længere østpå finder du Sveti Jakov-stranden, der ligesom Banje Beach er som taget direkte ud af et postkort, men som tilbyder en mere afslappet oplevelse med færre mennesker. Det er også her, at mange lokale tager hen for at nyde solnedgangen i rolige omgivelser.
Derudover findes der flere dejlige strande på Lapad-halvøen vest for Dubrovnik, herunder den populære Sunset Beach med sin promenade fyldt med caféer og restauranter. Du kan også tage på en 15 minutters sejltur fra Dubrovnik til Lokrum-øen, der frister med fredfyldte badesteder omgivet af klipper, pinjetræer og eksotiske planter. Generelt er vandkvaliteten omkring Dubrovnik i topklasse, så tøv ikke med at kaste dig i de blå Adriaterhavs-bølger.
Dubrovniks ældre historie
Byens storhedstid startede i 1358, da Republikken Ragusa blev uafhængig af den dengang førende søfartsrepublik, Venedig. I de følgende århundreder voksede den lille Regusa-republik sig til en maritim handelsmagt med over 200 skibe. Mottoet var ”Frihed kan ikke sælges for alt guld i verden”, og republikken overlevede generelt ved at være diplomatisk dygtig, holde sig neutral og indgå smarte handelsaftaler med omkringliggende stormagter som Det Osmanniske Rige, venetianerne og Habsburg-monarkiet.
I dag kan rigdommen og arven fra den gamle republik stadig ses i pragtbygninger som Rektors Palads, hvor Ragusas øverste embedsmand – rektoren – sad, katedralen, som første gang blev opført før republikkens grundlæggelse, men genopbygget efter et stort jordskælv i det 18. århundrede, samt naturligvis byens historiske klostre. Netop det førnævnte jordskælv, der jævnede en stor del af Dubrovnik med jorden i 1667, er en væsentlig del af byens historie, fordi det betød, at man måtte genopbygge den gamle bydel i den smukke barokstil, som vi kender i dag.
Dubrovniks nyere historie
Republikken Ragusas 450-årige uafhængighed endte i 1808, da Napoleon opløste republikken og indlemmede den i sit franske imperium. Siden blev byen en del af Østrig-Ungarn frem til 1. Verdenskrig og dernæst Jugoslavien, inden det blev opløst under Balkankrigene i 1990’erne. Krigen var hård ved Dubrovnik, og en stor del af den gamle bydel blev ødelagt, men gennem en grundig restauraringindsats på initiativ fra UNESCO fik man genopbygget den smukke by. Derfor er Dubrovnik i dag fuldt genopbygget og stråler igen som kulturelt centrum og en af regionens mest populære feriefavoritter, selvom krigene, ligesom i resten af Kroatien, stadig huskes og mindes med rørende udstillinger og fine monumenter.

Dubrovnik er omgivet af smuk natur, der inviterer til besøg og raske vandreture. Bag byen rejser Srđ-bjerget sig som en 412 meter høj kæmpe, og det kan du – hvis du ikke har noget imod at være aktiv på din ferie – bestige på en rask vandretur med en fantastisk panoramaudsigt som belønning. Fra toppen kan du nemlig skue ud over byen, de grønne øer i bugten og den betagende kystlinje. Du kan også tage på en sejltur fra Dubrovnik til øen Lokrum, som er et fredet naturreservat med en botanisk have, ruinerne af et gammelt middelalderkloster og en betagende saltvandslagune. Og ellers er de fine sandstrande udenfor Dubrovnik selvfølgelig også altid dét ekstra besøg værd.
Galleri


