
En storslået rundrejse i Riget i Midten Tag med på en uforglemmelig rundrejse i Kina med start og slut i millionbyerne Shanghai og Beijing samt en perlerække af højdepunkter indimellem. Sammen med rejselederen og dygtige lokalguider kommer vi helt tæt på den kinesiske kultur, hører fortællingerne om landets historiske kejserdynastier og mærker, hvordan det hypermoderne og ældgamle smelter sammen i de kontrastfulde byer, vi kommer forbi på vores vej. Vi begynder i Shanghai, hvor vi skal på flodcruise, en tur op i Shanghai Tower, se de berømte buddhastatuer i Jade Buddha-templet samt på udflugt til den idylliske vandby Zhouzhuang. Dernæst fortsætter rejsen til Chengdu, hvor oplevelserne spænder fra taoistisk wellness, shopping og museumsbesøg til mødet med Kinas bambusgnaskende nationaldyr, kæmpepandaerne, inden vi tager højhastighedstoget til Xi’an.








