8 dages rundrejse med dansktalende rejseleder

Skotland – højlandet og Isle of Skye

Rejsens højdepunkter

Majestætisk udsigt over Old Man of Storr klippeformation på Isle of Skye i Skotland med grønne bjerge og havudsigt

Isle of Skye på De Indre Hebrider

Tag med færgen fra Mallaig til Isle of Skye, den største ø i De Indre Hebrider. Undervejs åbner højlandets kyst, lochs, heder og markante klippeformationer sig i et landskab med helt sin egen karakter.

Dunvegan Castle på Isle of Skye i Skotland, majestætisk beliggende på en klippefyldt kyst omgivet af grønne skove og skotske højlandskulle

Dunvegan Castle & Gardens

Besøg Dunvegan Castle, der har været MacLeod-klanens hjem i omkring 800 år og regnes som Skotlands ældste kontinuerligt beboede slot. Her er tid til både slottets fortællinger, det berømte Fairy Flag og haverne omkring den historiske bygning.

Skotske får græsser ved landevej med dramatiske bjerge på Isle of Skye

Det skotske højland

Oplev højlandet på vejen mellem søer, bjerge, åbne hedestrækninger og små byer. Det er et varieret landskab, hvor en sø kaldes en loch, og bjergene rejser sig som bens langs ruten.

Historisk stenkirke med gotisk arkitektur i Fort William i de skotske højlande, omgivet af grønne haver og røde buske på en solrig sommerdag

Fort William og fridag med mulighed for vandring eller bådtur

Fort William ligger ved Loch Linnhe og ved foden af Ben Nevis, Storbritanniens højeste bjerg. Du har en dag på egen hånd med mulighed for en vandretur mod Cow Hill eller en bådtur på lochen med udsigt til bjergene.

Luftfoto af det historiske Stirling Slot i Skotland med udsigt over by og landskab

Stirling og Stirling Castle

Gå med til Stirling Castle, som troner på en klippe over byen og gennem århundreder har spillet en vigtig rolle i Skotlands historie. Fra borgmurene er der udsigt over floden Forth og landskabet, mens slottets sale, gemakker og kapel fortæller om Stuart-kongerne og Mary Stuart.

Glasgow Cathedral med farverige blomster i forgrunden på en solrig sommerdag i Skotland

Glasgow med katedralen og Necropolis

Vi tager toget til Glasgow og oplever en by præget af handel, industri, arkitektur og levende byliv. På byvandringen besøger vi den velbevarede Glasgow Cathedral og Necropolis, hvor snoede stier og gravmonumenter ligger på højen over katedralen.

Grøn bjergdal i de skotske højlande med blå himmel og dramatisk landskab

Glencoe – en af Skotlands mest dramatiske dale

Glencoe er formet af gletsjere og omgivet af stejle bjergsider, mørke klipper og åbne heder. Dalen rummer også en dramatisk fortælling om MacDonald-klanen, som i 1692 blev ramt af en massakre, der stadig er en vigtig del af områdets historie.

Smuk udsigt over Loch Tummel fra Queen's View ved Pitlochry i Perthshire, Skotland, med grønne bakker og blå himmel

Pitlochry, Blair Castle og whiskysmagning

I den lille højlandsby Pitlochry venter små butikker, caféer og charmerende huse. Vi besøger også Blair Castle med dets lange klan- og godshistorie og slutter dagen med rundvisning og smagning på Blair Athol Distillery.

Dagsprogram

Læs om oplevelserne fra dag til dag

Intro
Det får du med
5 Middag
7 Morgenmad
Dag 1
Ankomst til Skotland og Stirling
Middag

Vi ankommer til Edinburgh Lufthavn, hvor vi bliver taget godt imod og kører de 50 km. videre til Stirling. Her skal vi bo de næste tre nætter. Om aftenen samles vi til en fælles tre-retters middag på hotellet.

Dag 2
Stirling Castle og tid på egen hånd
Morgenmad

I dag besøger vi Stirling Castle, som ligger i gåafstand fra hotellet. Slottet troner majestætisk på en klippe højt over byen og har gennem århundreder haft en af Skotlands mest strategiske placeringer. Herfra kunne man overvåge den vigtige overgang over floden Forth og kontrollere forbindelsen mellem højlandet og lavlandet.

Stirling Castle har været centrum for flere afgørende kapitler i Skotlands historie. I 1314 fandt slaget ved Bannockburn sted i området nær Stirling. Her førte Robert the Bruce de skotske styrker til en afgørende sejr over den engelske kong Edvard II. Sejren blev et vigtigt vendepunkt i Skotlands kamp for selvstændighed og styrkede Robert the Bruces position som skotternes konge.

Senere blev Stirling Castle en af Stuart-kongernes foretrukne residenser. Mary Stuart blev kronet her som spæd i 1543 og tilbragte en del af sin barndom på slottet. Under besøget kan du gå på opdagelse i den imponerende festsal, de kongelige gemakker og slotskapellet. Mange af rummene stammer fra 1500-tallet, hvor slottet blev udbygget til en elegant renæssanceresidens. Fra borgmurene er der udsigt over Stirling og det åbne landskab langs floden Forth. Entré til slottet er inkluderet.

Resten af dagen er fri til egne oplevelser i Stirling. Gå på opdagelse i den gamle bydel, besøg caféer og små butikker – eller tag toget til Edinburgh, som ligger cirka 50 minutter væk. Her kan du gå ad den historiske Royal Mile, besøge museer eller nyde stemningen i den skotske ’Harry Potter’-hovedstad.

Dag 3
Glasgow med katedralen og Necropolis
Morgenmad

Efter morgenmaden går vi til stationen og tager toget ca. 45 minutter til Glasgow.

Glasgow er en by formet af handel, industri og en vis skotsk trang til at drille skattevæsenet. I 1700- og begyndelsen af 1800-tallet var byen et knudepunkt for den omfattende, illegale whiskyhandel. Whisky fra højlandet blev smuglet til kysten, fragtet videre mod Glasgow på ponyer og distribueret af byens såkaldte “blethermen” – som var mellemled i den lukrative handel. På sit højeste blev mere end halvdelen af al whisky, der blev drukket i Skotland, drukket uden at der var betalt afgift.

På vores fælles byvandring oplever vi selvfølgelig også Glasgows imponerende arkitektur, historiske gader og byliv. Vi besøger Glasgow Cathedral, en af Skotlands bedst bevarede middelalderkirker, og fortsætter til Necropolis, den stemningsfulde kirkegård på højen over katedralen.

Necropolis er anlagt som en “havekirkegård”, inspireret af Père Lachaise i Paris. Omkring 50.000 mennesker er begravet her, og de snoede stier og tusindvis af synlige gravmonumenter vidner om de mange mennesker, der var med til at forme byen. På toppen står monumentet for reformatoren John Knox.

Herefter er der tid på egen hånd. Du kan fortsætte på opdagelse i byen, besøge et museum eller slå dig ned på en café, før vi sidst på eftermiddagen tager toget tilbage til Stirling. Returbillet på 2. klasse er inkluderet.

Dag 4
Loch Lomond, The Trossachs National Park Glencoe og Fort William
Morgenmad
Middag

Nu begynder turen gennem det skotske højland, hvor dybe søer, bjerge og åbne hedestrækninger præger vejen mod Fort William. Vi kører ca. 170 km. nordpå gennem Loch Lomond og The Trossachs National Park, som er et varieret landskab med søer, skove, lyngklædte bakker og bjerge. I Skotland kaldes en sø for en loch, mens et bjerg ofte kaldes en ben.

Senere på dagen fortsætter vi gennem Glencoe, en af højlandets mest dramatiske dale, som er formet af gletsjere gennem istiderne og omgivet af stejle bjergsider, mørke klippeformationer og åbne hedestrækninger. Glencoe gemmer også på en dramatisk historie. I 1692 blev medlemmer af MacDonald-klanen dræbt af regeringssoldater, som kort forinden havde boet som gæster hos klanen i dalen. Baggrunden var en konflikt om loyaliteten til den nye konge, men det var især bruddet på gæstfriheden, der gjorde massakren berygtet og en vigtig del af Glencoes historie.

Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Fort William, en hyggelig højlandsby ved bredden af Loch Linnhe og ved foden af Ben Nevis, Storbritanniens højeste bjerg. Her tjekker vi ind på hotellet, og om aftenen samles vi til fælles tre-retters middag.

Dag 5
Fort William på egen hånd
Morgenmad
Middag

I dag har du dagen til fri disposition i Fort William. Har du vandreskoene med, kan du gå en tur i baglandet over byen mod Cow Hill. Herfra er der panoramaudsigt over Fort William, Loch Linnhe og de omkringliggende højdedrag, og på skyfri dage kan du også skimte Ben Nevis.

Du kan også vælge en sejltur på Loch Linnhe og opleve landskabet fra vandet med udsigt til bjergene omkring Fort William. Afhængigt af vejr og sæson er der mulighed for at se sæler, odder og havfugle som skarver og måger – og med lidt held måske også en havørn.

Fort William byder desuden på hyggelige pubs og små caféer, hvor du kan slå dig ned og mærke stemningen i højlandsbyen.

Om aftenen samles vi igen til fælles tre-retters middag på hotellet.

Dag 6
Isle of Skye og Dunvegan Castle and Gardens
Morgenmad
Middag

I dag venter en virkelig indholdsrig dag med nogle af de mest dramatiske landskaber, Skotland har at byde på – og en sejltur til Isle of Skye, den største ø i De Indre Hebrider.

Vi kører tidligt fra Fort William og følger undervejs dele af strækningen langs West Highland Railway, der snor sig smukt gennem højlandets søer, bjerge og åbne landskaber. I fiskerbyen Mallaig går vi om bord på færgen til Armadale på Isle of Skye. Overfarten giver et fint indtryk af den barske kystlinje og de omkringliggende øer.

På Skye fortsætter vi gennem et varieret landskab med klippeformationer, heder, lochs og bjerge til Dunvegan Castle & Gardens. Entré er inkluderet. Dunvegan Castle har været MacLeod-klanens hjem i omkring 800 år og regnes som Skotlands ældste kontinuerligt beboede slot. På slottet kan du blandt andet se det berømte Fairy Flag, et gammelt silkebanner med en særlig plads i klanens historie og sagn. Der bliver også tid til at opleve slottets haver.

På hjemvejen til fastlandet kører vi via Kyle of Lochalsh og over Skye Bridge. Vi forventer at være tilbage på hotellet i Fort William til en sen middag.

På grund af afstande, køretid og færgeafgange er dette en lang udflugtsdag. Vi forlader hotellet tidligt om morgenen, omkring kl. 7, og er tilbage omkring kl. 19. Ruten kan køres i modsat retning afhængigt af færgetiderne.

Dag 7
Pitlochry, Blair Castle og whiskysmagning
Morgenmad
Middag

I dag forlader vi Fort William og kører gennem det vidunderlige skotske højland mod Pitlochry. Undervejs besøger vi Blair Castle, der gennem mere end 700 år har været hjem for Atholl-familien. Slottet rummer masser af historier om skotsk klanhistorie, kongelige besøg og skiftende tider, og de mange rum giver et fint indblik i livet på et stort skotsk gods. Blair Castle er også kendt som hjemsted for Atholl Highlanders, Europas eneste private hær.

Dagen byder også på et besøg på Blair Athol Distillery i Pitlochry, hvor vi følger processen fra korn til whisky på en rundvisning, som selvfølgelig afsluttes med smagning af udvalgte whiskyer.

Sidst på eftermiddagen ankommer vi til hotellet i Pitlochry og tjekker ind. Byen er kendt for sine små butikker, charmerende huse og caféer, så der er god anledning til at gå en tur og opleve stemningen i den lille højlandsby.

Om aftenen samles vi til fælles tre-retters middag på hotellet.

Dag 8
Hjemrejse
Morgenmad

Efter morgenmaden tjekker vi ud og kører til Edinburgh Lufthavn, hvorfra vi flyver hjem til København.

Vejret på rejsen
Skotland
Stirling
jan.
5°C
103 mm
feb.
6°C
100 mm
mar.
8°C
87 mm
apr.
11°C
66 mm
maj
14°C
79 mm
jun.
17°C
85 mm
jul.
18°C
101 mm
aug.
17°C
102 mm
sep.
15°C
87 mm
okt.
12°C
113 mm
nov.
8°C
109 mm
dec.
6°C
129 mm
Nedbør i mm.
Dagstemperatur

Afgange & priser

Her ses en liste over alle afgange

Kontakt mig ved nye rejsedatoer
Var der ikke flere ledige afgange på din foretrukne rejse? Sæt flueben i boksen nedenfor - så kontakter vi dig, så snart vi er klar med nye afgange.
Det får du med i prisen
  • Fly København – Edinburgh tur/retur

  • Bagage på flyrejsen

  • Lufthavnstransfer tur/retur

  • Tre nætter på hotel i Stirling

  • Tre nætter på 3-stjernet hotel i Fort William

  • En nat på 4-stjernet hotel i Pitlochry

  • 7 x morgenmad

  • 5 x tre-retters middage på hotel

  • Whiskysmagning

  • Entréer, transport og udflugter ifølge program

  • Dansktalende rejseleder

Det er ikke inkluderet
  • Elektronisk indrejsetilladelse, ETA

  • Administrationsgebyr på 95 kr. pr. person

Mulige tilkøb
  • Enkeltværelse fra 4.995 kr. pr. person

  • Plads på bussens 3-4 forreste rækker: 200 kr. pr. person

  • Særlige pladser i flyet – kontakt os

  • Rejse- og afbestillingsforsikring

Udflugterne inkluderer
  • Besøg på Stirling Castle inklusive entré

  • Byvandring i Glasgow med besøg i Glasgow Cathedral og Necropolis

  • En dag på Isle of Skye på De Indre Hebrider

  • Besøg på Dunvegan Castle & Gardens inklusive entré

  • Besøg på Blair Castle inklusive entré

  • En dag i Fort William med mulighed for vandring

  • Loch Lomond and The Trossachs National Park

  • Glencoe-dalen

  • Togbillet Stirling – Glasgow på 2. klasse tur/retur

  • Færgesejlads fra Mallaig til Armadale på Isle of Skye

  • Sceniske køreture i højlandet

  • Rundvisning og smagning på Blair Athol Distillery

Kort

Få det geografiske overblik over rejsens forløb

Godt at vide til denne rejse